organisering af bøger
ORGANISERING

Organisering af bøger

Der findes forskellige principper du kan organisere dine bøger efter. I dette blogindlæg vil vi gennemgå forskellige metoder, som du kan lade dig inspirere af.

Den største udfordring, når du organiserer bøger kan ofte være pladsen i bogreolen. Nogle bøger er for høje eller brede til at passe ind et bestemt sted. Tilføjer du ofte bøger til din bogsamling vil du også opleve at én ny bog i bogreolen pludselig kan medføre, at du skal flytte mange andre bøger, for at få plads til den ene nye bog.

Farvesortering

Denne metode kan hurtigt dele vandene. Mens visuelle mennesker mener det er den eneste rigtige metode vil andre nok få røde knopper, og slet ikke kunne forstå hvordan man nogensinde kan finde den bog man leder efter i dette system. Kan du godt lide den ro og det visuelle udtryk det giver med farvesortering er dette system måske det rigtige for dig. Ulempen er at det kan være svært at finde en bestemt bog, fordi indhold, forfatter og emne vil blive blandet fuldstændig sammen. Det samme gælder bogserier, der kan blive skilt ad i dette system.

Alfabetisk sortering

  • Efter forfatterens fornavn eller efternavn
  • Efter bogens titel

I dette system skal du følge alfabetet. Du bør vælge om du vil alfabetisere efter forfatterens fornavn, efternavn eller bogens titel.

Har du to forfattere, der starter med fx P, går du videre til næste bogstav, for at se hvem der skal stå først. Så du kan fx have en række af forfattere som følgende: Paulsen – Paulson – Petersen – Pouls – Poulsen.

Sortering efter emne

En anden metode er at stille bøgerne op efter bogens emne. Denne metode kan være rigtig god, hvis du godt kan lide at inspirere til mere læsning, hvor indholdet i bøgerne minder om hinanden. Selvom flere bøger omhandler samme emne, kan bøgerne være vidt forskellige, fordi forfattere skriver forskelligt.

Du kan lade dig inspirere af denne liste:

  • Krimi
  • Horror
  • Fantasy
  • Kærlighed
  • Historiske skildringer
  • Eventyr

Du kan også opdele bøgerne efter litterær genre:

  • Romaner
  • Novellesamlinger
  • Digtsamlinger
  • Faglitteratur
  • Biografier

På de danske biblioteker bruger man overordnet to systemer.

  • Skønlitteratur er inddelt alfabetisk. Ofte efter forfatterenes efternavn.
  • Faglitteratur er opdelt efter det der hedder DK5, hvor alle bøger står under et tal. Et helt tal angiver et overordnet emne, og herunder kan man så have mange underemner, som får sit eget nummer.
  • Derudover kan der være forskellige afdelinger i biblioteket. Fx er alle børnebøger tit samlet i et børnebibliotek.    

Du kan selvfølgelig sagtens kombinere flere af de ovenstående systemer. Det kan fx være du opstiller bøgerne efter genre og herunder sorterer bøgerne alfabetisk efter forfatterens navn.

Hjælp til at vedligeholde din organisering

Når du har opdelt dine bøger, som du gerne vil have dem, er det en god idé at hjælpe dig selv til at huske dit system. Bruger du etiketter vil du få meget nemmere ved at opretholde dit system over tid. Vil du gerne bruge etiketter på bogreolen, men uden at de er meget synlige for andre, så sæt dem inde i siden af reolen eller på hylden, så ses det ikke så tydeligt. Har du en sort reol, så lav etiketterne sorte med hvid/grå tekst, så får du et mere diskret mærkat. Du kan også med fordel lave transparente klistermærker med sort tekst, hvis du har en lys reol.

Sæt klistermærker i dine bøger

Bøger er til for at blive læst – og gerne mange gange. Når du udlåner dine bøger er det en god idé at have navn i dine bøger. Med et klistermærke er det let at sætte navn i bøgerne. Sætter du klistermærket uden på en blank overflade kan du med stor sandsynlighed fjerne klistermærket igen, uden at det efterlader spor. Vælg eventuelt klistermærker til flasker, som ikke har samme kraftige lim, som vores vinylklistermærker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.