EVENTS, SIKKERHED

Guide: Sådan øger kontrolarmbånd sikkerheden ved events

Masser af glade mennesker, musik, måske også øl, underholdning og aktiviteter. Alt, hvad der skal til for et vellykket arrangement – hvis bare sikkerheden også spiller. Og netop sikkerheden kan give mange festivalchefer og eventarrangører grå hår i hovedet og søvnløse nætter.

Læs med her, og få løsningen på, hvordan du får sikkerheden i top, så du kan slappe af og nyde succesen med din event.

Pas på gratister

At holde styr på flere tusinde gæster til en stor koncert, festival eller event stiller store krav til sikkerheden – vagter til at holde øje med folk, hegn til at afgrænse området og ikke mindst som afskærmning til at holde ikke-betalende gæster væk. På eksempelvis Roskilde Festivalen var det nærmest en tradition at bryde gennem hegnet, og for nogle festival- eller event-deltagere går der ligefrem konkurrence i at slippe ind uden at betale.

Derfor er adgangskontrol og sikkerhed et centralt spørgsmål for alle festivalchefer. Hvis en festival giver køb på sikkerheden, og det lykkes et lille antal festivaldeltagere at slippe ind uden at betale, spreder rygtet sig hurtigt som en steppebrand.

Undgå at udskænke alkohol til unge

En ting er, at du som arrangør risikerer at få ubudne gratister ind til et arrangement. Et andet problem, du kan støde ind i, er, at personale eller frivillige til din festival eller event kan komme til at sælge alkohol til unge under 18 år. Sker det – og bliver det opdaget – får både den unge og arrangøren en bøde.

Ved at bruge festivalarmbånd til at holde styr på sikkerheden kan du sikre dig, at ikke-betalende gæster holdes ude på den rigtige side af hegnet. De vævede festivalarmbånd kan fremstilles i forskellige forskellige farver, så du nemt kan skelne mellem gæster, der er henholdsvis over og under 18 år – ud fra armbåndsfarven alene. Du kan for eksempel vælge at have et sort armbånd til gæster over 18 år og et gult til gæster under 18 år – eller hvilke farver, der nu passer til dit arrangement.

Farver er bedre end tekst

Vævede armbånd i samme farve, hvor der for eksempel står “Under 18 år” har vist sig ikke at give den samme sikkerhed, som hvis du får fremstillet armbåndet i to udgaver med forskellige farver eller bruger armbånd af for eksempel papir eller polyester. Unge kreative sjæle har nemlig ved flere lejligheder manipuleret deres armbånd ved at trække tråde ud af det vævede armbånd, så der ikke længere stod ”Under 18 år”.

Undgå svind med indbyggede billetter

En vis mængde svind er næsten umuligt at undgå, når man afholder en event eller en festival. Kombinationen af alkohol, fest og frivillige betyder ofte, at der  langes mere øl over disken, end der bliver betalt for. Dog kan du med den rigtige type armbånd forsøge at mindske svindet ved pengehåndtering i forbindelse med salg af drikkevarer og mad.

For eksempel kan du få festivalarmbånd med drikke- og madbilletter, der kan rives af og bruges til at købe vådt og tørt i løbet af dagen.

På den måde er varerne betalt på forhånd sammen med entreen, og de frivillige undgår at skulle håndtere en masse kontanter i baren og ved madboderne.

Intelligente armbånd

En nyere og mindst ligeså smart løsning er festivalarmbånd med RFID-chip. RFID-chippen er en lille elektronisk brik med et unikt ID, der sættes på armbåndet. Da chippens ID er unikt, kan det forbindes til digitale betalingssystemer, sociale medier med mere.

Kun fantasien sætter grænser for brugen af armbånd med RFID-chips. Men en af de største fordele er, at man med intelligente armbånd helt kan undgå pengetransaktioner, da festivaldeltagerne på forhånd – for eksempel ved tilmelding og køb af billet – kan tanke en konto op med det beløb, de regner med at bruge på at slå sig løs. Til eventen eller til festivalen kan de så bare betale med deres armbånd ved at scanne det på en RFID-læser, hvorefter prisen trækkes fra deres konto.

For festivalarrangøren kan der ved både armbånd med drikke- og madbilletter og armbånd med RFID-chip desuden være en økonomisk gevinst ved, at festivaldeltagerne har tendens til at bruge flere penge på dagen, end de ellers ville, da mad og drikke er forudbetalt.

Armbånd med RFID-chip er stadig en forholdsvis ny løsning, som kun få festivaler har afprøvet, men det er på vej frem. For festivaldeltageren kræver det tilvænning at betale med et intelligent armbånd, og tal fra en afholdt festival i 2014 viste, at godt 30 procent af deltagerne valgte at betale med armbåndet. De øvrige 70 procent foretrak stadig at betale med kontanter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.