Gør det lækkert at være på det lille badeværelse
ORGANISERING

Opbevaring og organisering i det lille badeværelse

Har du et lille badeværelse, ved du sikkert allerede, at det gælder om at udnytte pladsen bedst muligt.

På det lille badeværelse er det en fordel at indrette sig med lukkede skabe og skuffer, hvor det er muligt. Det giver mere ro til øjet og badeværelset vil føles større, hvis det ikke virker rodet. Tænk også gerne i at bruge de samme farver i indretningen. Et badeværelse virker mindre rodet, hvis der hænger fem grå håndklæder i stedet for fem håndklæder i hver sin farve.

Gør det let for familiens medlemmer at kende deres håndklæder

Helt enkelt kan du lave klemmer med navn. De helt små klistermærker giver et ensartet udtryk, som kan være svært at skrive ensartet i hånden. Det er let at sætte klemmerne på håndklæderne og tage dem af, når håndklæderne skal vaskes.

Ryd ud i de produkter du ikke længere bruger

Med fare for at generalisere, så er det vores erfaring, at det især er kvinder, der har meget make-up, cremer og hårprodukter på badeværelset. Ofte også produkter, som ikke længere bliver brugt. Måske har hun fundet et bedre alternativ, sæsonen er skiftet etc. Andre gange kan det bare være svært at nå at bruge produkterne op. Husk at mange hudplejeprodukter og meget make-up er mærket med en lille krukke med et tal indeni. 3M betyder fx, at produktet ikke bør været åbnet i mere end 3 måneder. Har du nogle produkter som helt åbenlyst er for gamle, så start med at smide dem ud.

Når du har ryddet op er det lettere at organisere badeværelset på ny. Stil de ting, du bruger hver dag, så de er let tilgængelige. For de fleste mennesker vil tandbørste, tandpasta og deodorant, skulle stå et sted, hvor det er nemt at nå, også når det skal gå hurtigt. Brug kasser, æsker og kurve i indretningen, så du minimerer antallet af ting, der står fremme.

Har du altid toiletsager på lager?

Mange mennesker kan godt lide at have ekstra toiletpapir, tandbørster, tandpasta, sæbe, vådservietter, hygiejneprodukter, bleer og andre produkter “på lager”, så de ikke løber tør. Andre er tilbudsjægere, der gerne gør en god handel. Men på det lille badeværelse kan det hurtigt blive overfyldt, hvis du er typen, der altid har rigeligt. For at skabe luft på badeværelset kan du overveje, om du kan have dit depot et andet sted i dit hjem? Det kan fx være du har god plads i en gang uden for badeværelset, hvor du kan have et lukket skab?

Du kan også sætte hylder højt under loftet, hvor du kan opbevare dit lager af toiletsager. Sæt hylderne så højt som muligt. Brug kasser eller kurve til på hylderne til at opbevare dine ting i. Lav dine egne etiketter, som du kan sætte uden på kasserne. Kan du ikke klistre etiketter på kurve, kan du klippe et papskilt eller bruge manillamærker som du binder på kurvene. Det kan være ret fint at sætte trykte klistermærker på pappet, for at give et ensartet udtryk.

Design dine egne mærkater til sæbe

Et hyggeligt DIY-projekt er at lave dine egne etiketter til flasker, som du kan sætte på sæbepumper eller glas med hjemmelavede plejeprodukter. Det hjemmelavede giver virkelig badeværelset et personligt præg og skaber hygge. Du kan også bruge klistermærker til indpakning, når du vil lave dine egne mærkater til badeværelset. Når du giver det lille badeværelse et personligt præg bliver det mere indbydende at bruge og der er mindre fokus på at det er et lille rum.

Vi håber du kan bruge vores ideer, næste gang du skal organisere dit lille badeværelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.