Søde påskeæg du kan lave med børnene
Det er hyggeligt at lave påskepynt sammen med dine børn eller børnebørn. Her får du en guide til at lave dine egne påskeæg med inspiration fra de fine påskeæg, du kan se på billedet.
Det skal du bruge:
- Karton – jeg har brugt forsiden af et gammelt magasin
- Saks
- Lim, fx en limstift
- Stofrester
- Rester af brodergarn eller garn
- Tyk nål med spids
- Label fra Ikast Etiket
Fremgangsmåde:
Tegn selv en æggeformet skabelon eller print vores skabeloner ud. Klip de(n) skabelon(er) ud, du vil bruge.
Tegn et omrids af skabelonen på et stykke karton. Klip den æggeformede figur ud. Find eller klip en stofrest, der passer til skabelonen. Stofresten skal være større end ægget.
Lim hele fladen og læg et stykke stof hen over kartonet og tryk det godt fast. Gør det samme på modsatte side. Når limen er tør, kan du klippe det overskydende stof af. Nu har du et flot æg.
Nu skal du sy i kanten. Vælg fx en kontrastfarve eller en farve der kun er en lille smule af i stoffet. Jeg har syet med tungesting, som giver en rigtig flot effekt og ”indrammer” ægget. Det er en fordel at prikke huller i ægget inden man syr. Det vil også gøre det lettere for et barn at sy stingene.
Jeg har afslutningsvis sat en merkelap på det ene påskeæg med teksten ”Handmade” på den ene side og ”I Love You” på den anden side. Det giver æggene en ekstra finish, så de nu kan bruges som en påskegave.
Lav flere æg i forskellige størrelser og hæng dem på en troldegren eller i vinduet. I kan også dekorere æggene med tus, lime knapper på eller pynte dem præcis som I synes.
Sæt evt. en navnelap på de påskeæg barnet har lavet. Så kan I også kende barnets påskeæg om mange år.