BORDPYNT, DEKORATION, KREATIV

Kreative bordkort med naturmaterialer

Der findes utallige måder at lave bordkort på. I dette blogindlæg har vi samlet nogle fine eksempler på bordkort med naturmaterialer, som faktisk ikke er så svære at lave.

Det første eksempel herunder tager udgangspunkt i tørrede blomster. Her er en simpel vimpel klippet ud og navnet trykt på, men du kan selvfølgelig og skrive det på i hånden. Du kan downloade denne skabelon, så du kan lave dine egne vimpler. Brug en hobbykniv til at skære vandrette huller ud i vimplen, som du kan stikke blomsten i. Nu kan du stikke den tørrede blomst ind i vimplen. Det færdige bordkort kan du lægge på gæstens plads ovenpå en serviet.

Billede herfra: https://www.pinterest.dk/pin/9148005512162544

Ideen herunder er også meget simpel – men samtidig rigtig fin. Det kræver bare nogle flotte grankogler og manillamærker. Har du ikke en helt så fin håndskrift, som på billedet, kan du også lave transparente klistermærker med tekst, som du kan klistre på manillamærkerne.

Ideerne herunder med rosmarinkviste er også superfine. De er så simple at du kan købe alt, hvad du skal bruge i et helt almindeligt supermarked. Hvis du har et grantræ i haven, kan du også sagtens bruge små grankviste.

Brug bordkortene til andet end at vise gæsten deres plads

Hvem siger at bordkort kun skal bruges til at vise gæsten, hvor han/hun skal sidde ved bordet. Der er mange, er gør noget særligt ud af at bordkortene også er noget, gæsten har lyst til at tage med sig hjem. Jeg har selv en nøglering fra et bryllup med mit navn – og det minder mig om den bryllupsfest, når jeg ser nøgleringen. Herunder har bordkortet også fået den funktion at hjælpe gæsten til at kunne kende sit glas aftenen igennem. Det er noget mere tjekket end at skrive på glassene med en tus. Hvis I bruger flaskeetiketter fra Ikast Etiket, kan I sagtens sætte etiketterne fast på rigtige glas. Denne type etiketter har nemlig en lim, der ikke efterlader spor efter endt brug.

I kan også sætte etiketter med navn udenpå goodiebags eller små “favors”, som jeres gæster skal have med hjem. Stil de små gaver på gæstens plads, så fungerer det også som et bordkort.

I kan også lave bordkort med forskellige farver eller temaer, som betyder at gæsten skal løse en bestemt opgave, være på et hold eller noget helt tredje.

Søde bordkort

Hvem kan ikke huske slikhalskæderne? Mega upraktiske, men samtidig ret lækre og fascinerende i barndommen. Her er de viklet om en serviet og et manillamærke med navn fungerer som bordkort. Det er både sødt og fint.

Billede herfra: https://www.pinterest.dk/pin/753508581426952002/

Bordkort lavet af sten

Jeg synes også bordkort, der er lavet af sten, er sjove. Alt efter hvor kreativ du er, kan du tegne flotte motiver på stenene, eller bare nøjes med at skrive navne på gæsterne. Du kan få forskellige tusser, der egner sig godt til at tegne på sten. Hvis stenene skal kunne bruges udendørs kan det være en god idé at lakere dem. Det er en hyggelig aktivitet at finde sten langs stranden, som man ved, skal bruges til en fest ude i fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.