JUL, KREATIV

Hjemmelavet pakkekalender

Det kan hurtigt blive jul og når vi rammer 1. december skal pakkekalenderen være klar. Ofte endnu tidligere, hvis du giver adventsgaver. Så skal adventskalenderen tit være klar allerede i slutningen af november. I dette blogindlæg får du inspiration til hvordan du kan pakke gaverne ind.

Sy poser af genbrugsstof til pakkekalenderen

Du kan selv sy fine poser til pakkekalenderen, som I kan bruge år efter år. Find stof i genbrug, som du kan sy poserne af. Det kan sagtens være, du kan finde en juledug eller noget andet julet stof, som vil gøre sig godt. En kaffesæk (jutesæk – lærredssæk) vil også være oplagt at sy små “julemandsposer” af. For at personliggøre poserne kan du sy navnebånd på gaveposerne. Lav poserne i forskellige størrelser, så der er plads til forskellige størrelser gaver. Du kan sy numre på poserne, men du kan også lave små papskilte med numre, som du kan binde om poserne, når du alligevel lukker dem.

Brug genbrugspapir

Aviser og reklamer flyder over med julefarver og -motiver i november og december – ja ofte starter juleriet allerede i oktober. Der er derfor rig mulighed for at finde reklamepapir, som har den rette julestemning.

For at skabe ensartethed og give gaverne personlighed, kan du designe dine egne klistermærker, som du sætter udenpå gaverne i pakkekalenderen. Bestiller du 24 ens klistermærker, kan du skrive tal på klistermærkerne i hånden. Du kan også bestille talklistermærker, som du sætter på ved siden af.

Brug toiletruller

Giver du fortrinsvist små gaver, kan du bruge toiletruller som indpakning. Læg gaven i den tomme toiletrulle og fold hver ende sammen. Nu kan du lukke toiletrullen ved at binde et bånd rundt om rullen. Lav klistermærker til indpakning, som du klistrer udenpå rullerne. På klistermærkerne kan du skrive: Til “navn” fra “Julemanden/mor/far” osv. Hvad der skal stå, er helt op til dig. Nu har du 24 små søde pakker, som du kan pynte med perledekorationer, bånd, sukkerstokke, hjerter osv., hvis du synes, der skal mere pynt på.

Glem ikke julesokken

Vil du helst undgå at skulle pakke 24 gaver ind (gang selv med det antal pakkekalendere, du skal give)? Så kan du sagtens undlade gavepapiret og lægge gaven direkte ned i julesokken. Det er mere miljøvenligt og det sparer dig også både penge og tid. Sy eller køb en rigtig fin julesok, som I kan bruge år efter år. Det er så hyggeligt at kunne finde den samme gamle julestrømpe frem.

Men: gaver uden indpakning, fungerer bedst, hvis du bor sammen med modtageren – og husker at lægge en ny gave i sokken (sokkerne) hver dag. Selvfølgelig med mindre du kan alliere dig med en anden i husstanden, hvor gaverne skal gives.

Andre ideer til indpakning

Skal du give en julestjerne (altså den fine røde juleblomst) i gave, så pak plastpotten ind i brunt papir. Udenpå klistrer du de fine klistermærker til blomsterbuketter med en kærlig hilsen fra dig.

Hvad er dit bedste tip til en hjemmelavet pakkekalender? Skal du lave mange pakkekalendere eller måske bare en enkelt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.