Hjemmelavet is – uden ismaskine
Imponér dine gæster med hjemmelavet is
Overrask dine gæster med en flot og lækker isdessert, som de ikke glemmer lige med det samme.
Den hjemmelavede is er nem at tilberede og du skal hverken bruge ismaskine eller røre i isen, mens den er i fryseren. Samtidig er det nemt at tilsætte din egen smag, så isen bliver din helt egen – eller måske med din gæsters favorit fra chokoladehylden.
Find opskriften nederst i mailen – her er isen tilsat skildpadde, som er et stort hit hos mig.
Flot servering er halvdelen af oplevelsen
Når isen er klar til servering, så husk at gøre lidt ekstra ud af at pynte og servere isen. Vi spiser med øjnene og en flot anrettet dessert vil helt sikkert få dine gæster til at spile øjnene op og få tænderne til at løbe i vand.
Her har vi købt nogle flotte bægre og selv designet klistermærkerne – som vi har sat på bægrene inden servering. Laver du flere slags is er det oplagt at skrive isens indhold på klistermærkerne. Du kan også skrive en sjov hilsen.
Pynt isen lige inden servering. Brug hakket chokolade, tørrede hindbær eller små sommerblomster.
Vores Hjemmelavede is med skildpaddeis – lavet uden ismaskine
-
- 5 dl + 1 dl piskefløde
- 1 dåse (400 g) kondenseret mælk
- 1/2 tsk vaniljesukker
- 120 g mørk chokolade (70 %)
- 8 kæmpe skildpadder
- Evt. chokoladedråber eller små stykker chokolade
- Sådan gør du
- Hæld 5 dl piskefløde i en stor skål og tilsæt vaniljesukker. Pisk fløden til let skum.
- Tilsæt kondenseret mælk i en tynd stråle mens du fortsætter med at piske.
- Kom 1 dl piskefløde, mørk chokolade og 4 kæmpe skildpadder i en gryde og lad dem smelte sammen ved lav varme under omrøring. Lad chokoladeblandingen køle lidt af, og hæld den derefter i en tynd stråle i flødeskumsblandingen, mens du pisker. Hold op med at piske så snart massen er ensartet.
- Hak de resterende 4 kæmpe skildpadder i nogle grove stykker og blend forsigtigt i ismassen med en dejskraber. Hæld isen i en aflang beholder, der kan tåle at komme i fryseren.
- Pynt evt. med chokoladedråber eller små stykker chokolade. Læg låg/film på beholderen og stil den i fryseren. Lad isen gerne stå i fryseren natten over, eller mindst i 5 timer. Du behøver ikke at røre i isen, mens den står og sætter sig.
- TIP: Hvis du ønsker at lave is med en anden smag, kan du erstatte chokoladen med jordbær, nødder, lakrids, eller hvad du har lyst til.