5 tips: Sådan undgår du hoptimistfælden til årets studenterfester
Forestil dig følgende: Din nevø (…indsæt selv andre relationer) bliver student. Nu står du igen i en pynte-butik og leder efter en gave til studenten. I den ene hånd har du en hoptimist med studenterhue og i den anden et piskeris.
Men ingen af delene er rigtigt godt.
Du vil egentligt bare gerne give en god gave, som ikke ligner alle de andre gaver på gavebordet – og som studenten rent faktisk bliver glad for.
Uanset om det er en du kender godt eller kun har mødt et par gange.
5 TIPS TIL AT UNDGÅ AT FALDE I HOPTIMISTFÆLDEN:
- Køb gave til årets student i god tid. Så undgår du at stå hos isenkræmmeren fem minutter før festen og købe desperationsgaver.
- Overvej hvad studenten skal efter alle studenterfesterne. Skal h*n ud at backpacke? Så find noget, h*n kan bruge på rejsen. Fx et par gode strømper til vandrestøvlerne eller et regnslag til rygsækken. Skal h*n flytte hjemmefra i næste uge? Så er piskeriset måske alligevel ikke så skørt.
- Få mere for pengene: køb brugt. Det er nemt at finde lækre tasker, ure, smykker mm. på diverse køb-og-salgssider. Ting, der er i næsten ubrugt stand, men som koster det halve af købsprisen. (Du skal selvfølgelig gøre op med dig selv på forhånd, hvad du gør, hvis gaven ikke falder i studentens smag).
- Giv penge. Er du på helt bar bund? Så vælg kontanterne fremfor noget, du alligevel ikke selv synes om. Kom med søde og sjove forslag til, hvad kontanterne kan bruges på. En lækker brunch (til at pleje tømmermændene), en taxatur (studenterrunden kan jo ende ude på landet) eller en opfordring om at gemme dem til dårligere tider på SU.
Og nu tænker du måske: ”Det var da kun fire tips?” Men det er fordi du kan bruge det femte tip, uanset hvad du giver studenten.
Gør noget ekstra ud af indpakningen. Sig nej tak til indpakning i butikken. Køb en lækker æske, find et flot gavepapir og design et flot og personligt gavebånd. Så er du helt sikker på at din gave til studenten allerede skiller sig ud, inden den er pakket op.
Det røde bånd er 10 mm med bundfarven vinrød 806 og tekstfarven er hvid W. Der er brugt skifttypen 6M. Det hvide bånd er 14 mm med bundfarven hvid W og tekstfarven Blå B og skrifttypen 103.
One thought on “5 tips: Sådan undgår du hoptimistfælden til årets studenterfester”