JUL

3 flotte og personlige pakkekalendere

Julekalendere, pakkekalendere og adventsgaver er populære som aldrig før. Både til børn og voksne. Den nemme løsning er selvfølgelig at købe en færdig pakkekalender. Men hvorfor ikke give dine kære en personlig pakkekalender, som vil blive husket længe efter julepynten er pakket væk.

Herunder finder du 3 bud på personlige julekalendere i en flot indpakning. Forhåbentligt kan de inspirere dig til at lave en din helt egen pakkekalender til manden, konen, børnene, forældrene, svigerforældrene eller din gode veninde.

Indholdet i gaverne vil vi lade være helt op til din fantasi. Måske det hele ikke behøver være ting, som du kan købe i en butik? Søde sedler, et gavekort til en frokost med dig, eller en kaffedate kan med garanti vække mindst ligeså stor glæde hos modtageren – måske især hvis det er en teenager eller voksen.

Den lynhurtige

Til den lynhurtige pakkekalender skal du bruge papirposer, gavebånd og en klipsemaskine (med klips) og 24 små pakker og gerne en fin kurv eller æske til at have pakkerne i.  Klip gavebåndet med din egen tekst i passende stykker. Skriv fx modtagerens navn på båndet. Put gaven i posen og buk kanten af posen bagom sammen med toppen af gavebåndet. Klips herefter gavebånd og pose sammen. Vupti så har du et styks flot personlig pakkekalender.

Den du kan hænge på væggen

En ophængt pakkekalender pynter flot på væggen og spreder glæder, hver gang modtageren kigger på julekalenderen. Samtidig kan man jo hænge kalenderen højt oppe, så små pilfingre ikke kan pakke pakkerne op i utide – eller pakke andres pakker op.

Til denne pakkekalender skal du bruge 24 klistermærker, sejlgarn, en pæn bøjle, papirposer og 24 små pakker.

Hvis du vil have numre på pakkerne er det en god idé at skrive numre på poserne inden du putter gaverne i poserne.

Pak gaverne i papirposerne og fold poserne bagover. Træk garnet igennem bøjlen og fæstn begge ender af garnet på posen med en klips. Efterfølgende sætter du et klistermærke henover klipsen, så den ikke kan ses på forsiden af posen. Så er pakkekalenderen klar til at blive hængt op.

Den med toiletrullerne

Til denne pakkekalender har vi blandet genbrugsmaterialer med nye ting.

Det skal du bruge: Tomme toiletruller, klistermærker, gavebånd – og så er det ellers bare at gå på jagt i gemmerne og se om du ikke har noget andet du kan bruge til at pynte pakkerne med. Og så skal du selvfølgelig også have 24 små pakker.

Vi har fx brugt små perleplader, sukkerstokke, gavepapir og julepynt

Fold toiletrullerne i hver ende. Husk at putte gaven ind i, inden du lukker begge ender. Herefter binder du bånd om rullen lodret, så båndet holder pakken sammen.

Køb dine egne klistermærker og gavebånd til at lave en helt personlig pakkekalender.

One thought on “3 flotte og personlige pakkekalendere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.