opbevaring af smykker
ORGANISERING

Organisering og opbevaring af smykker

Diamonds are a girls best friend… Du kender helt sikkert udtrykket. Mange kvinder er glade for smykker, både dem med og uden diamanter. Men hvordan organiserer man smykkerne.

Undgå at halskæder filtrer sammen

Hvis du lægger flere halskæder i en skål, bliver de let filtret sammen og det tager ofte lang tid at få dem viklet ud igen. Det er derfor en god idé at halskæder hænger eller simpelthen er opbevaret i smykkeposer eller æsker. Hver for sig. Du kan få fine stativer, der er beregnet til at have halskæder hængende på, men du kan også finde pæne små knager, som du kan sætte op på væggen, og have halskæderne hængende fra. Sætter du halskæderne på væggen kan du lave fine etiketter, som du kan sætte på knagen, for at hjælpe dig selv til at holde orden. Skriv fx “guldkæder”, “sølvkæder” osv.

Brug smykkerne

Der er ikke noget ved at have et sirligt system til sine smykker, hvis du aldrig får dem brugt. Husk derfor at opbevare dine smykker et sted, hvor du ser dem og husker at tage dem på.

De smykker du ikke bruger (så ofte)

Smykker er en af de ting, vi ofte gemmer, fordi de har affektionsværdi. Det kan være du har arvesmykker, du ikke selv kan passe eller smykker, du har fået til din konfirmation. Uanset hvorfor du har smykker, du ikke længere bruger, bør du passe godt på dem.  Du kan opbevare dine smykker i smykkeæsker eller i små stofposer. Sørg for at adskille smykker i forskellige materialer. Men læg gerne hvert smykke i sin egen æske. Udenpå æskerne kan du sætte små klistermærker, der viser hvad der er i æsken. Du kan fx tage et billede af smykket og få det printet på klistermærket. Du kan også lave klistermærker i guld eller sølv. Har du lyse smykkeæsker kan det også være meget fint og enkelt at lave transparente klistermærker med tekst.  

Læg dine smykker det samme sted

Er du typen, der tager dine smykker af, når du bliver træt? Måske du lægger dem på sengebordet eller sofabordet, alt efter hvor du lige er i hjemmet. Risikoen for at dine smykker forsvinder på denne måde er ret stor. Sørg derfor altid at lægge dine smykker det samme sted, når du tager dem af – og helst i en lille skål eller æske.

Det samme gælder vielsesringen. Skal du i haven, lave frikadeller eller ælte dej? Så vil du måske gerne have din vielsesring af. Et godt tip er at have en skål i køkkenet, hvor du lægger din ring, hver gang du tager den af. Helst i en højde, hvor mindre børn ikke kan nå den. Når du lægger ringen det samme sted hver gang, minimerer du risikoen for at den pludselig bliver væk. Find et fint glas i genbrug og sæt en flaskeetiket på glasset med et billede eller et sødt citat.

Tag billeder af dine smykker

Smykker kan både have en kontant værdi og affektionsværdi. Derfor kan det være en god idé at have gode billeder af dine smykker i tilfælde af indbrud. Når du har billeder af dine smykker, vil det være nemmere at efterlyse smykkerne og ikke mindst kunne fremvise billeder til forsikringen. Når du har taget billeder af dine smykker kan du bruge billederne til selv at huske hvilke smykker du egentligt har liggende, næste gang, du synes du ”mangler” et smykke til en bestemt begivenhed. I google photos er det fx nemt at lave albummer, så du kan kigge i albummet, når du har brug for et smykke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.