Juleborddækning
Julen er for mange danskere den højtid, hvor der bliver gjort mest ud af at pynte op og lave mad. Ikke bare juleaften, men også til utallige julefrokoster inden jul og i juledagene. Det traditionelle julebord er tit pyntet med røde, grønne og gyldne farver, fx guld og sølv. Men der er ingen, der siger, at du ikke kan afvige fra denne farveskala – og nogle kan også godt lide hvid (som et symbol på sne) til deres julebord. I kirken er det faktisk lilla, der er den bærende farve i adventstiden frem mod jul.
Når du skal planlægge dit julebord kan du tage udgangspunkt i et enkelt eller et par af nedenstående symboler og pynte bordet med udgangspunkt i et tema. Du kan fx finde en masse figurer i samme nuance i det samme tema, eller bare finde en masse forskelligt pynt med rensdyr.
Figurer og symboler, der hører til julen:
- Juletræer, gran og kogler
- Rensdyr
- Nisser og julemænd – og ikke mindst nissehuer
- Stjerner, fx flettede stjerner
- Hjerter
- Jesusbarnet i krybben
- Kræmmerhuse
- Sne og snemænd
- Lys (levende lys eller elektriske).
- Julekugler
- Gaver
- Klejner, vaniljekranse, figurkager, peberkagehus, sukkerstokke og appelsiner (med nelliker)
- Klokker
- Dannebrogsflag på en flagranke
Du kan også lade dig inspirere af billedet herunder. Her er der sat etiketter uden på julegodterne for at fuldføre stemningen.
Juleduge og service
Er du så heldig, at du har en juledug eller har du endda service med julemotiver, skal du huske at finde det frem, så det ikke samler støv julen over. Har du et julestel er det en god idé at vælge en enkel dug og samtidig spare lidt på mængden af pynt, blomster og andet, for at stellet kommer til sin ret og bliver vist frem. Hvis du ønsker dig både juledug og -stel, kan du sikkert være heldig at finde begge dele brugt i genbrugsbutikker, og fordi det er så sæsonspecifikt er det næppe slidt op. Du kan fx finde julestel fra Kähler, Royal Copenhagen, Sinnerup, Firkløveren, Bjørn Wiinblad eller Disneys jul. Synes du det er lidt “overkill” med julestel, kan et sæt bestik i guld også være en fin måde at supplere julebordet på, og det kan du også sagtens bruge ved andre højtider eller til særlige begivenheder.
Kalenderlys og adventskrans
Både kalenderlys og adventskrans kan sætte et smukt præg på dit julebord. Brug juledekorationerne og få mest muligt ud af dem, inden de bliver tørre og kedelige.
Bordkort til julebordet
Selvom I ikke nødvendigvis er en stor forsamling, kan bordkort være et rigtigt fint indslag på bordet. Det gør borddækningen personlig og nærværende, når ens navn står ved ens plads. Med klistermærker er det let at lave bordkort, som ikke er særlig dyre og som kan tilpasses den enkelte begivenhed med julemotiver og julestemning. I Danmark er Georg Jensen Damask juledug en klassisk dug, som efterhånden er lavet i mange forskellige farver – og er man ikke til den klassiske i rød/guld, fås den i hvid, grå, grøn, rød og blå med guld. Synes du ikke om prisen på Damaskdugen fås der også mange billigere alternativer, fx fra Rosendahl eller du kan bruge en bordløber.
Hvad er vigtigt, når du dækker bordet til julemiddagen eller årets julefrokoster? Del endelig dine ideer med os i kommentarfeltet.