DIY, KREATIV

Hjemmelavet gave til far

Vejen til en mands hjerte går gennem hans mave. Sådan lyder et dansk ordsprog. Sagt med et glimt i øjet, kan du måske også sige sådan om din far? I dette blogindlæg får du inspiration til en hjemmelavet julegave til din far, svigerfar, morfar, farfar, oldefar, bonusfar eller dine børns far – og den skal selvfølgelig være spiselig.

Saltmandler

Saltede snacks er ofte et hit- og laver du dine egne saltede mandler, kan du spice dem lidt op med chili, rosmarin, paprika eller andre krydderier, som vil falde i smag hos din far.

Du kan også droppe saltet og lave lakridsmandler eller overtrække mandlerne med chokolade.

Vil du lave helt enkle saltmandler, skal du bruge kogende vand, salt og mandler. Du opløser saltet i vandet og putter mandlerne ned i det saltede vand. Lad mandlerne trække i vandet i 20 minutters tid. Hæld vandet fra mandlerne og lad dem dryppe af i en si. Fordel mandlerne på en bageplade og tilsæt evt. andre krydderier og evt. lidt madolie. Bag mandlerne i ovnen ved cirka 175 grader i 10-15 minutter. Mandlerne bliver først sprøde, når de er kølet af, men det er vigtigt at de får tid nok i ovnen.

De færdige mandler skal selvfølgelig pakkes flot ind. Et gammelt syltetøjsglas med et sødt klistermærke, vil helt sikkert vække begejstring hos din far.

Cookies

Har din far en sød tand, er cookies et oplagt valg. Det er let at variere opskriften på cookies med chokolade, nødder, peanutbutter, lidt salt eller karamel. Cookies kan sagtens holde sig, men det er ikke sikkert de får lov at ligge længe, når først farmand har fået smag for de søde sager.

Jeg ruller altid dejen til cookies ind i et stykke bagepapir og smider det i køleskabet. Så er det nemt at skære dejen og du får flotte ensartede kager. Hvis du ikke skal bage dine cookies lige med det samme, kan du også sagtens fryse dejen, inden du bager den. Måske din far, bare skal have dejen direkte i fryseren?

Hjemmelavet øl

Har du mod på en gave, der kræver lidt mere tid, så er det måske nu, du skal brygge dine egne øl til far? Det har i mange år været populært at brygge øl selv, og der findes derfor mange færdige opskrifter og kits, så du ikke behøver starte et helt bryggeri, for at lave dine egne øl.

Inden du går i gang, kan du med fordel tjekke din fars tomme ølflasker. Hvad kan han godt lide? Skal det være hvedeøl, mørke øl, IPA eller bare en klassisk pilsner, du skal brygge? Ølbrygning kræver lidt research og du skal være ude i god tid, hvis gaven skal være klar til jul eller fødselsdag. I et ølkit, jeg fandt ved en hurtig tur på google, tager det fx 28 dage før en øl er drikkeklar – og det kan også være du skal lave en testbryg, inden du forærer din far dine hjemmelavede øl? Alternativt kan du give din far et ”ølbryggerkit”, så I sammen kan brygge øl.

Til hjemmelavede øl hører selvfølgelig også flotte ølflasker. Hos Ikast Etiket er det let at lave dine egne flaskeetiketter, som du kan sætte uden på flaskerne, når du har hældt din hjemmebryg på flaske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.