temafest festival
EVENTS

Temafest: Hold din egen festival

Temafester er et hit. Når I holder temafest sætter i en ramme for festen. Når gæsterne allerede hjemmefra kender temaet, kan de forberede sig med tøj eller udklædning, der passer til temaet. Det giver en god stemning hurtigt, når gæsterne kan snakke sammen om temaet. Hos Ikast Etiket leverer vi masser af festivalarmbånd til små og store festivaller. Derfor skal dette blogindlæg selvfølgelig tage udgangspunkt i Festival temafest. Brug ideerne som I har lyst og skru op eller ned, alt efter budget og målgruppe. For en festival temafest kan selvfølgelig også være for børn.

Ankomst til festen

Ved ankomst til festen skal gæsterne selvfølgelig have et festivalarmbånd også kaldet kontrolarmbånd. Hvis det ikke skal være for dyrt, kan du med fordel vælge vores tyvekarmbånd. Papirarmbåndene kan du bestille fra kun 10 styks. Så brænder du ikke inde med en masse, hvis jeres temafest ikke er så stor. Er det en stor fest I holder, kan I overveje om I skal have en eller flere vagter, så uindbudte gæster ikke dukker op til festen.

Musik

Musik er essentielt til en festivaltemafest, men det er virkelig også her budgettet kommer på prøve, hvis man ikke lige kender en flok bands og sangere, der gerne vil optræde for hyggens skyld. Med et mindre budget kan I måske få en DJ og ellers er det bare at lave de fedeste playlister på spotify. Tænk i temaer, der skal afspilles i løbet af dagen, så I spiller ét band ad gangen. Har I mod på det, kan I selv optræde og evt. lave playback.

Mad og drikke

Der skal selvfølgelig være mad til en festival. Skal det være rigtigt lækkert, kan I gå all-in og leje en eller flere madvogne eller foodtrucks. Hvis budgettet ikke lige er til en foodtruck, så tænk “street food”, når I skal bestemme og forberede menuen. Maden skal være nem at spise, uanset om man står op, sidder på jorden eller har placeret gæsterne i en strandstol.

Ideer til mad og snacks til festival temafesten:

  • Burger eller sliders
  • Hotdogs
  • Minipizzaer
  • Pommes Frites
  • Fingermad – små tacos, hummus med snacks osv.
  • Pandekager med fyld – både søde og salte
  • Popcorn (lej fx en popcornmaskine) og husk bægre til popcornene

Ideer til drikkevarer til festival temafesten:

  • Man kan næsten ikke sige festival uden at have et fadølsanlæg (hvis festen er for voksne)
  • Slushice
  • Vand, sodavand, danskvand

Husk gode muligheder for at køle drikkevarerne ned, fx et badebassin med isterninger.

I stedet for at bruge en masse engangskrus, så find nogle stærkere plastkrus og giv hver gæst to krus med navn. Lav på forhånd klistermærker, som I sætter på krusene.

Pynt og omgivelser

Selvom man står meget op til en festival, skal der også være mulighed for at gæsterne kan sidde ned. Lav gerne en masse små “øer” og områder hvor gæsterne kan sidde eller stå sammen. Gå på jagt i de nærmeste genbrugsforretninger eller bed gæsterne medbringe:

  • Barborde
  • Strandstole
  • Festivalstole
  • Tæpper
  • Loungemøbler
  • Skilte med tekster til toilet, bar osv. Har du ikke mod på at male skiltene selv, kan du lave store etiketter med tekst i graffitistil, som du kan klistre på træplader.
  • Pynt flasker og glas med flotte flaskeetiketter med jeres festivals navn.

Tænk også gerne i flotte kulørte lamper og belysning, til når det bliver mørkt.

lys til temafest

Overnatning

Skal gæsterne overnatte, foregår det selvfølgelig i telt. Lav et afgrænset område, hvor de kan slå telte op til overnatning, så I ikke falder i barduner. Det giver også nogenlunde ro til dem, der vil tidligere i seng, at festen og overnatningen er en smule adskilt. Deluxeversionen er selvfølgelig store glampingtelte, hvor I har redt op.

I kan også overveje om I skal have et stort telt, I kan gå ind, når det bliver aften eller hvis vejret bliver dårligt.

Merchandise

Skal temafesten virkelig være en fest, som jeres venner vil huske i mange år? Så skru op for merchandisen. Lav goodiebags med ørepropper, panodil og bandana. I kan også lave keyhangers og sætte programmet for festen i plastlommer som fastgøres i keyhangeren med karabinen.

Her eksempler på lanyards, som vi altid har på lager. Skal det være noget helt særligt kan I selvfølgelig bestille keyhangers i eget design.

Toiletfaciliteter

Sørg for at der er let adgang til toiletter. Er det en stor fest I holder, så find evt. et firma, der udlejer toiletvogne.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.